Nu kan flere akademikere ride med på digitaliseringsbølgen

En særlig pulje til at styrke akademikeres digitale kompetenceudvikling i staten åbner snart. I disse år bliver mange jobfunktioner suppleret af digital teknologi, data og kunstig intelligens. En ny indsats skal sørge for, at akademikere kommer med i front i arbejdet med at udvikle fremtidens mange nye løsninger og bidrage til, at den foregår velovervejet.

På akademikerområdet har parterne bag Den Statslige Kompetencefond iværksat en særlig indsats med fokus på løft af akademikeres digitale kompetencer.

 

Dvs. der gives økonomisk støtte til individuelle supplerende aktiviteter og kurser, som har et klart fokus på digitalisering og IT inden for enten: Strategi & forretningsudvikling eller Data & sikkerhed.

 

Den særlige indsats er for alle typer akademikere i staten – og ikke kun de, der almindeligvis arbejder med digitalisering og it.

 

Akademikernes formand Lars Qvistgaard udtaler:

”Stort set alle akademikere i staten er berørt af øget digitalisering i jobbet og derfor har overenskomstparterne i staten afsat midler til en særlig indsats for akademikernes kompetencer til digital udvikling.

 

Det er meget positivt og vi håber, at alle vores medlemmer vil overveje hvordan de kan styrke deres kompetencer på området og gerne søge midler fra puljen”.

 

Digitaliseringsindsatsen er et supplement til den almindelige pulje for akademikere i Den Statslige Kompetencefond.

 

Der åbnes for modtagelse af ledergodkendte ansøgninger fra mandag den 28. september 2020 kl. 10.00.

 

Læs mere om indsatsen på Kompetencesekretariatets hjemmeside.