Ny evaluering viser vigtigheden af at fortsætte Traineeordningen

Traineeordningen har siden 2013 hjulpet ledige nyuddannede i at oversætte faglige kompetencer til konkrete arbejdsopgaver og her igennem styrke deres konkrete jobmuligheder via konkrete virksomhedsmatch.

Akademikerne driver Traineeordningen via Akademikerkampagnen, og to nye evalueringer viser, at deltagerne i høj grad oplever værdi af Traineeordningen. Resultaterne kan på overordnet plan opsummeres til:

  1. 90% af deltagerne er tilfredse med ordningen og ville anbefale den til andre.
  2. Deltagerne er særligt blevet motiveret til jobsøgning i SMV’erne, og har fået en bedre forståelse for hvordan de kan bringe deres kompetencer i spil i SMV’er.
  3. Traineeordningen giver særligt værdi for personer med en humanistisk baggrund.

 

Bag evalueringerne står hhv. Als Research, der har foretaget 17 dybdegående interview med tidligere trainees, samt Akademikerne der har foretaget en spørgeskemaundersøgelse med 167 respondenter.

I en tid med økonomisk usikkerhed og en reduceret dimittendindsats kan Traineeordningen hjælpe nyuddannede hurtigt i job og selvforsørgelse. Desværre er finansieringen af ordningen udløbet. Formand i Akademikerne Lisbeth Lintz udtaler;

”Inden længe står dimittenderne over for en dagpengeperiode på blot 1 år samtidig med, at finansieringen af Traineeordningen, den eneste ordning målrettet dimittenderne, er udløbet. Akademikerne har derfor et stort ønske om, at der bliver afsat midler på den kommende finanslov for 2023 til at genoptage Traineeordningen.”  

Du kan læse mere om resultaterne fra Akademikerkampagnens Traineeordning her:

Traineeordning 2022 – Hovedresultater

Als Research – Evaluering baseret på 17 kvalitative interview

Akademikernes spørgeskemaundersøgelse af Traineeordningen 2022