Nytårshilsen fra Akademikernes formand

Kære venner, følgere og samarbejdspartnere

I 2019 har vi set vores unge tage ansvar for vores fælles fremtid ved at kæmpe for klima og uddannelse. Vi har set en ny regering sætte en politisk retning, der giver os nye muligheder for at byde ind med nye forslag til, hvordan vi skaber et bedre arbejdsmarked, uddannelsessystem og samfund. De muligheder har vi brugt.

 

Særligt har jeg været glad for, at vi har kunne se forbedringer på tre områder:

 

Da folketingsvalget blev udskrevet i foråret, fokuserede vi i Akademikerne på, at få uddannelsespolitikken øverst på den politiske dagsorden: Omprioriteringsbidraget skulle fjernes, taxameterløftet videreføres, og uddannelsesloftet skrottes. Det lykkedes. De fleste partier markerede sig positivt ift. uddannelsespolitikken i valgkampen og i forståelsespapiret og senest i Finansloven for 2020, har vi set de første skridt mod en bedre uddannelsespolitik.

 

Ligestillingsområdet har været vigtigt for Akademikerne i 2019. Derfor satte vi fokus på emnet, da vi deltog på folkemødet på Bornholm. Også her har vi set forbedringer. Der er fundet penge til en barselsfond for selvstændige, og vi ser fremskridt ift. øremærket barsel. Det er et godt udgangspunkt for det videre arbejde.

 

Til sidst vil jeg nævne sagen om beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter. Efter vi I Akademikerne har rejst sagen, har den fået politisk fokus, og jeg tror og håber på, at vi i 2020, får slået helt fast, at det selvfølgelig er en central del af den danske model, at alle fagligt aktive er beskyttet.

 

Alt peger på, at 2020 bliver mindst lige så spændende som 2019. Overenskomstforhandlingerne på det private område kommer naturligvis til at fylde meget. Derudover håber jeg på, at 2020 bliver året, hvor vi får sat gang i et samarbejde, der kan hjælpe vores nyuddannede hurtigere i job. Vi er allerede i kontakt med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, og vi glæder os til, at få samarbejdet ud over rampen.

 

Til sidst, vil jeg glæde mig over, at 2019 var året, hvor Akademiker-familien blev udvidet med Danske Scenografer og Konstruktørforeningen, og i 2020 kommer også Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen og Jordemoderforeningen til. Det gør mig glad og stolt, at så mange nye organisationer har lyst til at være en del af den akademiske fagbevægelse, og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet.

 

Med ønsker om et godt og lykkebringende nytår,

Lars Qvistgaard,

Formand for Akademikerne