OK21: 80.000 akademikere i staten forventer en fair lønudvikling ved overenskomstfornyelsen

Overenskomstforhandlingerne for akademikere på statens arbejdspladser begynder i dag. Øverst på listen over krav til den statslige arbejdsgiver er en ambitiøs, fair og realistisk lønudvikling. Desuden stiller Akademikerne krav om bæredygtig omstilling, sundere arbejdspladser, stærkere kompetenceudvikling og arbejdstid.  

 

Startskuddet til OK21 er gået, og i dag mødes Akademikerne, der repræsenterer 80.000, og i alt 43 pct., af de statsansatte, for første gang med skatteminister Morten Bødskov og præsenterer sine krav til de kommende forhandlinger om en ny overenskomst for det statslige område.

I spidsen for Akademikerne står en af topforhandlerne på statens område, og for anden gang ved en overenskomstfornyelse, formand Lars Qvistgaard, som ved de forestående forhandlinger især har fokus på at sikre Akademikerne en fair og reel lønudvikling.

For Akademikerne er det højeste prioritet, at ansatte i staten skal have en lønudvikling, der er parallel med den private lønudvikling. Det er vigtigt, at resultatet af OK21 afspejler den svære situation samfundet og statens arbejdspladser står i på grund af Corona-krisen, samtidig med at overenskomstfornyelsen imødekommer medlemmernes behov både på kort og på lang sigt.   

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, udtaler:

”Vi går til arbejdsgiver med krav om en balanceret aftale, hvor der bliver taget højde for usikkerheden, der er i økonomien i denne svære tid, og sikrer, at så snart der igen er gang i hjulene på den anden side af krisen, så kommer det til at afspejle sig i lønudviklingen. Vores medlemmer forventer et resultat, der stemmer overens med den store ansvarlighed og den historiske omstillingsparathed, der er blevet udvist på statens arbejdspladser som følge af Corona-krisen”, siger Lars Qvistgaard formand for Akademikerne,

Han fortsætter: ”På tværs af det offentlige område har medarbejderne ydet en ekstra indsats, og dette gode samarbejde om at få bragt samfundet igennem Corona-krisen, skulle gerne udmønte sig i en rimelig lønudvikling for alle offentligt ansatte, da de alle hver dag i deres arbejde bidrager til, at vi kan komme styrket ud på den anden side”.

Akademikerne går til OK21 med krav om flere ændringer i samarbejdet med arbejdsgiver – også lokalt. En styrket indsats for det gode lokale samarbejde, om kompetenceudvikling, arbejdsmiljø og nye klimatiltag, skal bidrage til attraktive arbejdspladser, og så ønsker vi fornyelse i form af en fritvalgsordning på statens område.

”Vi står foran en vanskelig overenskomstforhandling på grund af de store udfordringer samfundet og den offentlige sektor befinder sig i midt – en udvikling præget af både sundheds-, klima- og økonomisk krise. De offentligt ansatte har brug for ordentlige og fair arbejdsvilkår for at levere den service og udvikling, som borgerne med rette forventer af en velfungerende, effektiv og fremtidsorienteret offentlig sektor. Hvis ikke arbejdsgiver leverer en tilfredsstillende ramme til at understøtte dette, synes vi, at det er naturligt at kigge mod en kortere aftaleperiode, så vi hurtigt kan komme til forhandlingsbordet igen”, siger Lars Qvistgaard.

Akademikerne repræsenterer 80.000 akademikere i staten ud af de i alt 189.000 medarbejdere, der samlet er ansat staten.

Akademikerne er hoved- og centralorganisation for 28 faglige organisationer med i alt 431.000 medlemmer.

Mere information

Kontakt Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne tlf: 21472686

Tags: