Opkvalificer dig til et job i it

Pol/3/Simon Kudal/21.09.16 (36-37)

“Her og nu er der brug for, at universiteterne får en bevidsthed om, at dimittenderne har brug for nogle helt basale it-værktøjer, fordi verden forandrer sig. ”Sådan lyder opsangen fra Jesper Hvejsel, der er CEO for e-handelsvirksomheden Firtal, der driver en række forskellige webbutikker i Danmark – blandt andet InCover, Helsebixen, Menscare og en række andre. Han er selv uddannet cand.merc i strategi, organisation og ledelse, og han både ser og oplever, at der ikke er sket meget med dimittendernes it-færdigheder, siden han selv blev færdig på universitetet for ti år siden. Louise Bruun Rosenbaum er rekrutteringsansvarlig i Akademikerkampagnen, som yder en indsats for at matche akademikere med private virksomheder. Hun har også en oplevelse af, at mange uddannelser i dag er skruet forkert sammen i forhold til, hvilke kompetencer virksomhederne efterspørger. “Vi forstår på it-branchen, at de desperat mangler medarbejdere, der kan byde ind med et generelt niveau af it-kundskaber, og det er helt nede på et niveau, hvor de skal kunne kode i nogle ganske enkle sprog,” siger hun. Akademikerkampagnen tilbyder små og mellemstore virksomheder at lytte til, hvilke konkrete arbejdsopgaver, de skal have løst og præsenterer dem så for nogle egnede kandidater, der kan løse dem. “Helt konkret foregår det gennem en database af højtuddannede ledige – akademikerbasen.dk – og der kan vi simpelthen prikke de relevante kandidater på skulderen ved at sende dem en mail og gøre dem opmærksomme på, når en arbejdsgiver har en opgave, som kandidaten vil kunne løse. Hvis virksomhederne får øjnene op for vores kandidater, vil de kunne løse de meget åbenlyse opgaver, som virksomheden står med, og de vil oven i købet få medarbejdere, der kan byde ind med meget andet også.”