Over 70 pct. af de studerende, der benytter det 6. SU-år kommer fra ikke-akademiske hjem

Det er ca. 25 pct. af alle de færdiguddannede fra de videregående uddannelser, der har benyttet sig af mere end 5 års SU. Det svarer til omkring 12.000 færdiguddannede om året. Af dem kommer over 70 pct. fra hjem, hvor ingen af forældrene har en akademisk uddannelse.

Figur. Forældres uddannelsesniveau for studerende, der benytter sig af det 6. SU-år

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik

Anm.: Analysen omfatter alle studerende, der har fuldført en videregående uddannelse i perioden 2017-2021, hvilket summerer til knap 250.000. Af dem har 61.282 benyttet sig af SU i mere end 5 år.

Langt de fleste af de studerende, der har benyttet sig af mere end 5 års SU har opnået en kandidatuddannelse som deres senest fuldførte videregående uddannelse, idet knap 80 pct. af dem har en kandidatuddannelse som senest fuldførte uddannelse.  Men der er også omkring 14 pct. af dem, der har en professionsbacheloruddannelse som senest gennemførte uddannelse, hvilket svarer til, at over 2.000 færdiguddannede professionsbachelorer hvert år har benyttet sig af det 6. SU-år.