Sammenbrud i forhandlingerne for regionalt ansatte

Nej til endnu et kriseforlig. Forhandlingsfællesskabet har i dag måttet konstatere, at det ikke har været muligt at blive enige med Danske Regioner om et forlig for de ansatte i regionerne.

Akademikerne er en del af Forhandlingsfællesskabet.

De offentligt ansatte har været dybt samfundsansvarlige og tilbageholdende ved kriseforligene om overenskomsterne i 2011, 2013 og 2015 – fordi Danmark havde problemer efter finanskrisen.

”Den økonomiske krise er nu ovre. Og det skal selvfølgelig også komme de offentligt ansatte til gode. Vi kræver ingen lønfest, men vi mener tiden er inde til at sikre et fremskridt i reallønnen for alle danske lønmodtagere. Vi ønsker ikke konflikt på de offentlige arbejdspladser. Men vi vil ikke acceptere endnu et kriseforlig. Det har vi gjort meget klart overfor Danske Regioner. Men forgæves. Vi er også blevet mødt med uacceptable krav om forringelse af seniorordningerne for de ansatte i regionerne.

Danske Regioner har i forhold til usikkerheden om den betalte spisepause, som har tæt sammenhæng med de statslige forhandlinger, heller ikke udvist vilje til at finde løsninger, som kan betrygge de ansatte”, udtaler Grete Christensen, forhandlingsleder på det regionale område.

Med sammenbruddet i forhandlingerne nu også på det regionale område er Danmark kommet tættere på en konflikt på hele det offentlige arbejdsmarked. Konflikten vil kunne træde i kraft fra den 1. april 2018, hvor de nuværende overenskomster ophører.