Debatindlæg fra AC: En forbedring af sammenhængen i det videregående uddannelsessystem skal respektere de tre videregående uddannelsestypers særkende og forskellighed. Ellers risikerer vi at miste mere end vi opnår, advarer Erik Jylling, formand for AC.

AC deler uddannelsesministerens vision om et mere sammenhængende videregående uddannelsessystem, hvor studerende – udenunødigforsinkelse – kan videreuddanne sig i forhold til evner og motivation. Men det er samtidig afgørende, at et mere sammenhængende system ikke opnås på en sådan måde, at uddannelsernes kvalitet og niveau sættes over styr. Og lige så afgørende, at gode hensigter om at skabe ét videregående uddannelsessystem ikke betyder molestering af de tre videregående uddannelsestypers forskellighed og særkende.

Læses redegørelsen med AC’s to tilføjelser i baghovedet, er det desværre ikke alle foreslåede tiltag i regeringens sammenhængsredegørelse, der består kvalitetstesten.

Særlig problematisk er forslaget om at afskaffe suppleringskurser for professionsbachelorer, der ønsker adgang til kandidatuddannelser, de ikke har direkte adgang til. AC har tidligere foreslået, at brugerbetalingen på suppleringskurserne afskaffes, fordi brugerbetalingen udgør en alvorlig barriere for videreuddannelse. Men at suppleringskurser i sig selv skulle udgøre en barriere, må siges at være noget af en kortslutning.

Tværtimod bidrager suppleringskurser til en bedre sammenhæng mellem uddannelsesniveauerne netop der, hvor faglige hensyn taler for, at professionsbachelorer supplerer deres uddannelse for på den måde at forbedre deres forudsætning for at gennemføre kandidatuddannelsen.

En generel overgang mellem professionsbachelor og kandidatuddannelser vil risikere at sætte det faglige niveau på kandidatuddannelserne under pres, såfremt man ikke vil acceptere store frafald blandt kandidatstuderende med professionsbachelorbaggrund. Alternativt, at den teoretiske metodemæssige del af professionsbacheloruddannelserne styrkes på bekostning af praksisnærheden, som ellers er professionsbacheloruddannelsernes adelsmærke. Afhængig af hvilken af de to alternativer der vælges, bliver resultatet enten en forringelse af kandidatuddannelsen eller af professionsbacheloruddannelsen.

I stedet for “one size fits all”-tiltag der med et ministerielt pennestrøg afskaffer suppleringskurser, foreslår AC en flerhed af løsningsmodeller, hvor forbedringen af sammenhængen mellem uddannelser og uddannelsesniveauer fortages decentralt på de involverede faglige miljøer.

På nogle uddannelsesområder, fx diplom- og civilingeniøruddannelserne, er der etableret overgange uden suppleringsforløb, på andre uddannelsesområder vil der fortsat være behov for suppleringskurser. Endelig kan overgangene mellem uddannelserne forbedres ved at opruste på bilaterale meritaftaler mellem institutioner og uddannelser.

Det vil være nærliggende at bruge udviklingskontrakterne som styringsinstrument til at få sat ekstra skub i institutionernes indgåelse af bilaterale meritaftaler. Herved vil man kunne nedbringe unødig forsinkelse ud fra en faglig vurdering.

Et konkret eksempel på gensidig meritaftale, er fx samarbejdsaftalen mellem danskuddannelsen på Københavns Universitet og læreruddannelserne på professionshøjskolerne Metropol og UCC. Aftalen betyder, at studerende der har bestået 1. studieår på læreruddannelsen på de to professionshøjskoler, kan søge om optagelse på 2. studieår på danskuddannelsen på Københavns Universitet. Studerende der skifter fra læreruddannelsen til danskuddannelsen får tildelt 30 ECTS merit og skal følge en særlig studieplan med det formål at undgå studietidsforlængelse. Tilsvarende kan studerende på bacheloruddannelsen i Dansk på KU, der har bestået det 1årige forløb Dansk som Undervisningsfag, vælge at læse videre på læreruddannelsen på en af de to københavnske professionshøjskoler.

AC ser et stort potentiale i forhold til at få reduceret al unødig forsinkelse i det videregående uddannelsessystem ved, at forbedre sammenhængen i overgangene mellem uddannelser og uddannelsesniveauer. Og det er rigtigt set af uddannelsesministeren, når han sætter politisk fokus på en sådan udvikling. Min opfordring til ministeren skal være, at bruge udviklingskontrakterne til at sikre, at institutionerne leverer på den ønskede politiske dagsorden. Hvordan må derimod bero på en konkret faglig vurdering og samarbejde mellem den afgivne og modtagne institution og de involverede uddannelser. Kun derved kan vi sikre bedre sammenhæng uden kvalitetstab.

Debatindlæg bragt i Altinget den 5. juni 2012.