Stagiaire hos Dansk Fagbevægelses EU-sekretariat

Vil du arbejde i et internationalt miljø med højaktuelle emner af betydning for danske lønmodtagere? Og kan du skaffe fagbevægelsen indflydelse i EU?

 

Nu har du chancen for at blive en del af Dansk Fagbevægelses EU-sekretariat, der søger en dygtig stagiaire til ansættelse i Bruxelles for perioden primo september 2016 til ultimo januar 2017 og perioden primo februar 2017 til medio juli 2017.

EU-sekretariatet er fælles talerør for fagbevægelsens hovedorganisationer LO, FTF og Akademikerne og de mere end 1,7 million medlemmer – fra ufaglærte og professionsuddannede til universitetsuddannede.

Du får selvstændigt ansvar for enkelte arbejdsområder og vil blive en fast del af sekretariatets interessevaretagende virksomhed i forhold til EU’s institutioner. Vi lægger vægt på, at du har en lærerig og spændende tid hos os.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå i:

  • Overvågning af det faglige og politiske arbejde i EU hvad angår beskæftigelse, økonomiske og sociale anliggender
  • Research og udarbejdelse af baggrundsnotater og analyser som input til fagbevægelsens aktiviteter
  • Udarbejdelse af nyhedsbreve til fagbevægelsens medarbejdere
  • Indgå i dialog med sekretariatets samarbejdspartnere
  • Deltagelse i konferencer, udvalgsmøder og arbejdsgrupper mv.
  • Overvågning af medie- og politiske dagsordener
  • Daglig hjælp i driften af sekretariatet herunder forefaldende administrative opgaver

Vi forventer, at du er i gang med en samfundsvidenskabelig uddannelse samt har interesse for EU. Kendskab til fagbevægelsen vil være en fordel, men er ikke en forudsætning.
Der lægges vægt på gode skriftlige formulerings- og formidlingsevner samt analytisk sans. Gode engelskkundskaber er yderligere et krav.

Det er en forudsætning, at opholdet er meritgivende og kan indgå som led i din videregående uddannelse. Vi yder godtgørelse af bolig- og transportudgifter i Bruxelles som supplement til din SU.

Ansøgning vedlagt CV og evt. anbefalinger fremsendes pr. mail til sekretariatsleder Thomas Heidener på thomas@dfeus.dk mærket ”Stagiaire” senest mandag den 7. marts 2016 klokken 12. Samtaler forventes at finde sted i København i løbet af uge 10.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til sekretariatsleder Thomas Heidener på +32 474 563 062.