Statsansatte fastholder skarp linje

CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, der repræsenterer 180.000 ansatte i staten har i dag holdt møde med 52 faglige organisationer på det statslige område.

CFU har opsagt samarbejdet med den statslige arbejdsgiver på en række områder. På mødet drøftede man den nuværende og fremtidige samarbejdssituation med Moderniseringsstyrelsen. De statslige medarbejdere er motiverede for at bidrage til at skabe en god og effektiv offentlig sektor til gavn for borgerne, men Moderniseringsstyrelsens nuværende linje truer med at underminere den danske model og det danske velfærdssystem, ved at erstatte traditionen for samarbejde med snæver regnearksbaseret ledelsesret.

Talen er klar. Hvis de statsligt ansatte skal genoptage samarbejdet med Moderniseringsstyrelsen, kræver det, at:

* Ministeren anerkender, at hun også er minister for de ansatte i staten

* Det lokale samarbejde, som parterne i fællesskab har skabt rammerne for, ikke må bremses af ensidige centrale instrukser fra Moderniseringsstyrelsen

* Ændringer i medlemmernes vilkår forhandles og drøftes med organisationerne

* Moderniseringsstyrelsen ændrer adfærd i sin rådgivning af de statslige institutioner. Den nuværende snævre juridiske fortolkning af hvad arbejdsgiveren har ret til, skal erstattes af en rådgivning der har fokus på, hvad der er godt for arbejdspladsen

Det betyder fremadrettet, at indgribende ændringer i ansættelsesforhold, som for eksempel ændringer af ansættelsesområde ved udflytning af statslige arbejdspladser adresseres ved forhandlingsbordet. Det er CFU’s bekymring, at Moderniseringsstyrelsens nuværende linje kan komme til at overskygge andre væsentlige dagsordener ved overenskomstforhandlingerne i 2018 og gøre det vanskeligt for parterne at skabe løsninger sammen.

Kontakt For yderligere kommentarer
kontakt CFU-formand Flemming Vinther, på mobil 20 41 93 61. CFU består af Akademi-kerne, Lærernes Centralorganisation, CO10 og OAO-Stat. CFU repræsenterer 180.000 ansatte i staten.