Debatindlæg af Niels Lykke Jensen, chef for AC´s politisk-økonomiske afdeling.

Når Statsministeren i dag åbner Folketinget til et nyt arbejdsår, er den udskudte SU-reform en af de politisk og teknisk vanskeligste balancegange for hendes regering. Målet er at skaffe et større finansieringsbidrag i forhold til 2020-planen og samtidig tilskynde til tidligere studiestart og hurtigere studiegennemførelse. Et brugbart forslag skal ifølge køreplanen udarbejdes og fremlægges i denne vinter med henblik på forhandlinger og aftaleindgåelse inden folketingsåret rinder ud i juni 2013. Måske væsentligt før, hvis lovændringerne også skal vedtages i samlingen. Den fortsatte krise, arbejdsløshed og økonomiske lavvækst gør ikke opgaven mindre udfordrende for regering og Folketing.

Det er værd at repetere regeringsgrundlagets formulering om SU-reformen: “Det er regeringens opfattelse, at SU-systemet giver gode muligheder for, at alle med relevante kvalifikationer kan gennemføre en uddannelse uanset deres sociale baggrund. Derfor vil regeringen bevare SU-systemet i dets nuværende form, men undersøge mulige positive incitamenter indenfor SU-systemet, der kan få unge til både at begynde tidligere på deres uddannelse og gøre uddannelsen hurtigere færdig end i dag.”

Norsk studiestøttemodel i spil?
På den baggrund kommer den politiske og tekniske diskussion om SU`ens fremtid med sikkerhed til at handle om, hvad dé facto virkningerne på studenternes adfærd bliver, hvis de givne stramninger bliver vedtaget og ført ud i livet. Indfrier man de opstillede mål? Og kommer der uønskede bivirkninger – særligt i forhold til social arv – som kolliderer med andre højtprioriterede uddannelsesmålsætninger?

Det er endnu for tidligt at åbne debatten konkret herom, før man kender de konkrete modeller. Men det er nok ikke at afsløre en statshemmelighed, hvis der gættes på, at det ekstra års SU-klip er i farezonen. Og at der skeles kraftigt til det relativt nye norske stipendium/lånesystem for studerende. Det kan derfor være interessant at repetere, hvad specielt de norske erfaringer har at fortælle om de sandsynlige sammenhænge mellem stramninger og de studerendes studieadfærd.

Ringe norske erfaringer om studieadfærd
I 2003 ændrede man studiestøttesystemet i Norge, således at stipendiedelen blev gjort afhængig af den enkelte studerendes studieprogression. Kort fortalt består det norske støttesystem nu af studielån, hvor en andel af lånet omgøres til stipendium, såfremt den studerende består sine eksamener og gennemfører sin uddannelse inden for normeret tid.

Et stort norsk forskningsprojekt (V. Opheim, 2011) har imidlertid ikke kunnet påvise nogen synlig og positiv adfærdsændrende effekt med hensyn til, at stramningerne i 2003 gav en hurtigere studiegennemførelse. Det var ellers en af de vigtigste politiske intentioner med reformen, derfor den danske interesse. En forklaringshypotese fra forskerne er, at studiestøttereformen samtidig indebar, at langt flere er blevet afhængig af lønindtægt ved siden af studiet, hvilket hæmmer muligheden for at være fuldtidsstuderende. 94 pct. at de norske studerende arbejder ved siden af studierne. 40 pct. angiver, at de er afhængige af økonomisk støtte fra forældrene. Men også i Norge er virkeligheden, at jo højere uddannelsesniveau forældrene har, jo større støttebeløb modtager den studerende fra forældrene.

Stramninger påvirker social arv
Mindst lige så interessant i en dansk politisk kontekst er det, at den omfattende norske undersøgelse til gengæld finder frem til incitamentspåvirkninger på en anden front. Forskerne angiver, at selv i et økonomisk-optimistisk Norge er studerende fra ikke-boglige hjem mere påvirkede af de økonomiske incitamentsændringer end studerende med højere socio-økonomisk baggrund. De er bare ikke påvirkede på den måde man politisk havde håbet. De førstnævnte – fra ikke boglige hjem – frygter af forskellige grunde i større grad at ende med en stor studiegæld end de sidstnævnte.

Gældsfrygten giver anledning til forskellige typer ikke-intenderede adfærdsændringer, som endnu ikke er empirisk belyst. Men flere norske forskere antager, at stramningerne kan have langsigtet betydning for uddannelsernes ellers positive effekt m.h.t., at betydelige grupper formår at bryde med negativ social arv. Adfærdsændringerne kan således både handle om mindre mod på at gå i gang med længere studier, og om at studerende fra ikke-boglige eller -velhavende hjem bliver nødt til at have en lavere studiedeltagelse end ellers, fordi der simpelthen skal hentes kroner hjem til bolig, pasta og et rimeligt ungdomsliv.

Dansk SU-system har mindsket social arv
I Danmark har vi desværre for sjældent forskningsblik (eller midler) til at belyse sammenhængen mellem de unges studievilkår og den studieadfærd, som man gerne vil gøre noget ved.  Men sidste år udkom på skrift en tankevækkende erfaring med den sidste store SU-reform. Et forskningsprojekt fra AKF (2011) påviste således en positiv sammen-hæng mellem forhøjelsen af støtteniveauet, der kom i SU-reformen fra 1988, og de videregående uddannelsers evne til at bryde med den sociale arv. Forskningen viste, at den høje SU skabte mere lige adgang til uddannelse og mindskede frafaldet. Og ganske interessant var effekten på frafald størst for studerende fra lavere sociale kår, målt på forældrenes uddannelsesbaggrund.

Lad dette være en lille appetitvækker til et spændende nyt politisk år. SU-reformen bliver et politisk “skær” for mange parter og partier. Forhåbentlig kan eksistensen af de mange dilemmaer i SU-sagen give anledning til nytænkning i selve måden at lave politiske oplæg, reformer og aftaler på.

Indlægget er bragt i Altinget 2. oktober 2012