Uddelingen af Danmarks vigtigste arbejdsmiljøpris sker i morgen

Der bliver gang i den, når der tirsdag den 8. september bliver uddelt Arbejdsmiljøprisen 2020 til arbejdspladser i Danmark, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, og som kan inspirere andre. Der er brugt meget tid på at finde de rigtige vindere i et stærkt felt af nominerede arbejdspladser, som alle har opnået store gevinster i arbejdsmiljøindsatsen. Og der er blevet arbejdet stenhårdt ude på arbejdspladserne af medarbejdere i alle funktioner og fag. Alle de arbejdspladser, der er nomineret til prisen, har formået at få arbejdsmiljøet langt mere i front i dagligdagen og skabt resultater, der virkelig rykker, til glæde for arbejdstagernes trivsel og arbejdspladsernes bundline,  lyder meldingen fra Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, der repræsenterer 431.000 akademikere på det offentlige og private arbejdsmarked, og som er en del af dommerkomitéen bag Arbejdsmiljøprisen, der hvert år uddeles af Arbejdsmiljørådet. 

Tirsdag den 8. september er dagen, der er sat til, at uddelingen af Arbejdsmiljøprisen 2020 finder sted. Når dagen er omme, er fire danske arbejdspladser blevet udvalgt som vindere og kåret som dem, der har været bedst til at gøre en unik indsats i at løfte arbejdsmiljøet for medarbejderne. Uddelingen sker i år digitalt på grund af situationen med Covid-19 og bliver transmitteret live. Alle som ønsker at se, hvem der modtager de fire priser, kan følge med på www.arbejdsmiljoeprisen.dk fra kl. 10.

Alle medarbejdere på de nominerede arbejdspladser fortjener stor ros og anerkendelse for deres flotte arbejde, der gør en kæmpe forskel, udtaler Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

”Hvis alle arbejdspladser gør som dem, der er til årets arbejdsmiljøpris, vil vi se et kvantespring i øget trivsel og arbejdsglæde hos medarbejderne og dermed også arbejdspladser med en større produktivitet. Arbejdsmiljøprisen er så vigtig, fordi den skaber større opmærksomhed på de store fordele og muligheder, der ligger i at gøre mere for arbejdsmiljøet på alle arbejdspladser”, siger Lars Qvistgaard.

 

Årets 4 arbejdsmiljøpriser uddeles i kategorierne:

Arbejdsulykker, Muskel- og skeletbesvær, Psykisk arbejdsmiljø, Unge og nyansattes arbejdsmiljø.

 

 

Se de nominerede, og hvad de konkret har gjort for at forbedre arbejdsmiljøet på www.arbejdsmiljoeprisen.dk

 

Tags: