Uge 43 er psykisk arbejdsmiljøuge over hele Europa

Akademikerne er med i kampagne om, hvad der skal til for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø målrettet unge på vej ud på arbejdsmarkedet.

 

Lars Qvistgaard, formand for Arbejdsmiljøpolitisk udvalg i Akademikerne (th.). Birgit Serup Larsen, Arbejdstilsynet (tv.)

Hvert år har tusinder af unge debut på arbejdsmarkedet. I 2013 for eksempel afsluttede godt 130.000 unge en uddannelse.

Et godt psykisk arbejdsmiljø er noget, der skabes i samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Sådan lyder budskabet på en række arrangementer på forskellige ungdomsuddannelser i hele Danmark i uge 43. I fokus er vigtigheden af et godt psykisk arbejdsmiljø, når man kommer ud på arbejdsmarkedet.

Til arrangementerne får de studerende tips om det psykiske arbejdsmiljø, blandt andet at det altid er ok at spørge, hvis man er i tvivl om noget. De hører også om vigtigheden af at søge støtte og opbakning, at bede om vejledning og instruktion og om at give og få tilbagemelding.

Det er arbejdsmarkedets parter, der står bag arrangementerne, som finder sted i Tønder, Slagelse, Hvidovre, Aalborg og Odense.

”Vores unge på gymnasierne har i dag udsigt til et arbejdsliv, hvor man bliver flere år på arbejdsmarkedet end nu. Derfor er det vigtigt, de bliver klædt på fra start til et ikke bare langt, men også et sundt arbejdsliv. Med disse arrangementer sætter arbejdsmarkedets parter fokus på, hvordan vi sammen skaber et godt og sundt psykisk arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne”, siger Lars Qvistgaard, formand for Arbejdsmiljøpolitisk udvalg i Akademikerne.

Gode arbejdspladser tager hånd om stress
Kampagnen kører over hele Europa i uge 43 og har overskriften ”Gode arbejdspladser tager hånd om stress”. Baggrunden er, at stress er et af de største arbejdsrelaterede helbredsproblemer i Europa. Tal fra Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur anslår, at det psykiske arbejdsmiljø er skyld i mere end halvdelen af alle sygedage i Europa.

Læs mere om kampagnen her: http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Aktuelt/Nyheder/2014/10/14-Europaeisk-arbejdsmiljoeuge-saetter-fokus-paa-trivsel-og-relationer

http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Aktuelt/EU-kampagne

Mere information
Lars Qvistgaard, formand for Arbejdsmiljøpolitisk udvalg i Akademikerne, T: 33 95 97 86