Vækstforums dokument mangler kant og legitimitet

Anbefalingerne fra regeringens Vækstforum er langt fra at være en samlet vækstplan, som en kommende regering – uanset farve – kan bygge de næste års vækstpolitik op omkring. Vækstforum har ikke formået at udfordre egne dogmer og fremsætte nyskabende forslag, og man kan med god ret spørge, hvilken særlig legitimitet dette forum af primært erhvervsfolk har.

Forventningerne til Vækstforum har været dalende siden starten i efteråret 2009, og med et politisk barometer sat permanent på valgkamp har det været svært for denne kreds af fortrinsvis erhvervsfolk at sætte en selvstændig dagsorden og skabe en bredere legitimitet, der kunne give deres anbefalinger høj gennemslagskraft.
Selv om regeringsmedlemmerne i slutfasen har valgt at træde et skridt tilbage og lade Vækstforums medlemmer selv tegne slutdokumentet og anbefalingerne, så ligger fornemmelsen af, at dette udspil er tilpasset regeringens politik – frem for at udfordre og inspirere den – snublende nær. Samtidig har lønmodtagersiden været meget snævert repræsenteret af LO, og alligevel er det ikke lykkedes Vækstforum at skabe en situation, hvor alle medlemmer kunne underskrive slutdokumentet.
“Vækstforums anbefalinger mangler kant i forhold til regeringens politik, og prioriteringerne i udspillet afspejler en meget traditionel tilgang til erhvervs- og vækstpolitik. Der er for meget klassisk industritænkning og for få visioner og konkrete forslag om den forskning, uddannelse og innovation, som alle ellers er enige om skal trække Danmark ud af hængedyndet”, udtaler Erik Jylling, formand for AC.
AC har haft en forventning om, at slutdokumentet i højere grad ville nå hele vejen rundt om vækstdagsordenen, men områder, som AC regner for centrale i en kommende vækstpolitik, forbigås helt. Der er kun få og ukonkrete bud på, hvordan vi stimulerer innovationen i virksomhederne og øger samarbejdet mellem universiteter og virksomheder. Der er ingen forslag om oprydning i de branchespecifikke erhvervsstøtteordninger, ingen nye idéer til, hvordan vi tiltrækker flere højtuddannede fra udlandet.
Og mens der heller ingen forslag er om nye investeringer i uddannelse og forskning, så foreslår Vækstforum tværtimod, at vi sænker uddannelsesniveauet ved at flere studerende skal presses ud af uddannelserne efter bachelordelen til et arbejdsmarked, der ikke efterspørger dem.
AC’s vurdering er alt i alt, at Vækstforums udspil – frem for at opnå en særlig eksklusivitet – kommer til at indgå som “blot” endnu et vækstudspil blandt mange andre i den kommende valgkamps diskussioner om vækstmuligheder. AC mener i al ubeskedenhed, at der er mere konkret inspiration at hente i AC’s eget udspil “Med viden skal land bygges”, som blev offentliggjort for nylig.