Akademikerne: Vi skal tage alle nødvendige skridt for at ruste private arbejdspladser

Nødvendigt tiltag kaster redningskrans ud til klemte iværksættere og enkeltmandsvirksomheder, der er truet af at miste indtægt og levegrundlag. Der er brug for ekstraordinær handlekraft for at holde hånden under hele det private erhvervsliv og sikre tryghed i denne svære situation. Hos Akademikerne står vi klar til at byde ind til de kommende hasteforhandlinger, der bliver igangsat med det samme mellem regeringen og Folketingets partier. 

 

Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, udtaler:

Det er en god og afgørende hjælpepakke med lønkompensation til selvstændige og iværksættere, der i dag er fremlagt. Vi skal som samfund gøre, hvad der kræves for at sikre økonomisk stabilitet for alle i denne store krisesituation. Det har vi alle et ansvar for”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

 

Det nye politiske udspil, som nu skal forhandles med Folketingets partier, er kommet i stand efter dialog med erhvervsorganisationer og faglige organisationer.

 

”Det er på alle måder udtryk for rettidig omhu, at regeringen vælger at handle, som de gør. Vi har mange medlemmer, som er bekymret for deres muligheder for at komme helskindet igennem krisen, fordi de er iværksættere eller selvstændige”, siger Lars Qvistgaard.

 

Regeringen har blandt mange vigtige tiltag bl.a. foreslået lønkompensation til selvstændige og små virksomheder samt delvis dækning af faste udgifter. Nu venter vi på en endelig aftale

 

”Akademikerne står klar til at bidrage konstruktivt til de kommende forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier. Vi peger fx på, at selvstændige kan tilføres yderligere likviditet ved, at fx selvstændiges sidste momsindbetaling føres tilbage. Der kan også være behov for, at fx freelancere simpelthen kan trykke på pauseknappen og gå på dagpenge uden først at skulle lukke virksomheden. Og så er det afgørende, at særligt de helt små virksomheder får dækket så meget som muligt af deres faste udgifter. Regeringen har i deres udspil indlagt et spænd, hvor det er muligt at få dækket mellem 25 og 80 pct. af udgifterne. Jeg vil appellere til, at det særligt er virksomheder med en relativt lille omsætning, der får den høje procentsats, da det kan være helt afgørende for, at de reddes med i land,” siger Lars Qvistgaard.

 

For yderligere kommentarer, kontakt Lars Qvistgaard på 2147 2686.

Yderligere information: Pressemeddelelse og faktaark fra Finansministeriet findes her.

 

Akademikerne varetager interesser for 431.000 medlemmer på det offentlige og private arbejdsmarked.

Tags: