Vidensløft til SMV’er skal løfte produktiviteten

Regeringen har med dagens Vækst- og Konkurrenceredegørelse understreget, at den danske vækstudfordring er en for lav vækst i produktiviteten. Særligt de mindre virksomheder har brug for at blive bedre til at anvende ny teknologi som robotter, digitale platforme mv.

 

For at virksomhederne lykkes med at øge produktiviteten, kræver det at de får ny viden ind i virksomheden. Det kan være viden om nye produktionsteknologier, proces- og økonomistyring men det kan også være viden om nye eksport markeder og markedsføring.

”Jeg bakker regeringen fuldstændig op i, at vi i Danmark har brug for at opfordre og hjælpe vores mindre virksomheder til at udvikle sig. I den forbindelse vil jeg senere i dag drøfte med Erhvervs- og Vækstministeren, hvordan vi hjælper SMV’erne med at få tilført de kompetencer der skal til øge produktiviteten, væksten og meget gerne også eksporten. For erfaringsmæssigt ved vi, at en akademiker er med til at skabe vækst i de mindre virksomheder”, siger Akademikernes formand Lars Qvistgaard

Læs: 68 fortællinger hvor akademikere skaber vækst i SMV’er

”En analyse fra Forsknings- og Uddannelsesministeriet viser, at vi kan øge det danske BNP med 20 mia. kr., hvis vi løfter uddannelsesniveauet i den private sektor til at være på niveau med europæisk OECD-top 5. Det er så at sige værd at bukke sig efter, særligt i den nuværende situation, hvor vi faktisk har en del ledige højtuddannede”, siger Lars Qvistgaard.