Ifølge Vismændene er der en række grunde til, at staten giver uddannelsesstøtte til studerende. For det første vil befolkningen uddanne sig for lidt i fravær af uddannelsesstøtte. Det skal ses i lyset af, at det samfundsøkonomiske afkast overstiger det privatøkonomiske afkast. Det kan både skyldes forvridende skatter, men også såkaldte markedsfejl, som fx manglende information og kreditbegrænsninger, der vanskeliggør ellers rentable uddannelsesinvesteringer. Derudover kan markedet have vanskeligt ved at honorere alle de gunstige virkninger, der vil være ved øget uddannelse.

Rapporten peger også på, at et formål med uddannelsesstøtte er at sikre, at unges mulighed for at gennemføre en uddannelse alene baseres på evner og præferencer og ikke på andre forhold som fx deres socioøkonomiske baggrund. Dermed sikres lige muligheder for alle samfundslag, hvorved samfundets samlede talentmasse bedre kan udnyttes. Men Vismændene peger også på, at en lige indkomstfordeling ikke i sig selv kan begrunde uddannelsesstøtte på videregående uddannelser.

Akademikerne mener, at uddannelsesstøtte er afgørende både for at sikre, at alle samfundslag får adgang til uddannelsessystemet og dermed får lige muligheder, og i forhold til at udnytte samfundets samlede talentmasse.

Akademikerne finder det endvidere vigtigt at holde for øje, at en forringelse af SU’en vil risikere at have størst negativ effekt regionalt i forhold til social uddannelsesmobilitet. En analyse fra Akademikerne fra 2018 på baggrund af registerdata viser således, at andelen af kandidatstuderende fra ikke-boglige uddannelsesbaggrunde er højest på de to regionale universiteter, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet, samt de regionale universitetsudbudssteder i Slagelse, Herning, Esbjerg og Kolding.

Akademikerne mener, at øget uddannelse ikke bare er med til at sikre et mere produktivt og mere velstående samfund, men også er med til at skabe mere lighed. Derfor undrer Akademikerne sig over Vismændenes konklusion om, at sociale aspekter ikke spiller en væsentlig rolle.

Vismændenes centrale politikanbefaling er at omlægge stipendierne på kandidatuddannelserne til lån. Argumentationen er for det første, at uddannelsesstøtten er for høj. For det andet, at lån i stedet for stipendie ikke vil influere på den enkeltes overvejelse om at fortsætte på kandidatuddannelsen efter deres bachelorgrad. Endvidere mener Vismændene, at stipendier ikke kan begrundes ud fra fordelingsmæssige synspunkter. Tværtom fremføres, at stipendier, navnlig på kandidatuddannelserne, fortrinsvis kommer de bedrestillede til gunst.

Vismændene anerkender dog, at unge fra hjem, hvor der er mindre tradition for uddannelse, kan være mere tilbageholdende med at stifte gæld med uddannelse for øje, om end Vismændene ikke mener, dette er relevant ved en omlægning af uddannelsesstøtten til lån på kandidatuddannelserne.

Akademikerne er dybt bekymret for, at Vismændene underspiller betydningen af social uddannelsesmobilitet, som i vores optik er et af de mest centrale argumenter for stipendier. Vismændene synes at have sat kikkerten for det blinde øje i forhold til social mobilitet.

Akademikerne er grundlæggende uenig i anbefalingen om at omlægge stipendierne på kandidatuddannelsen til lån af flere årsager. Først og fremmest er vi uenige i, at lån ikke har en social slagside og dermed vil hæmme den sociale uddannelsesmobilitet. Det understreges blandt andet af erfaringerne fra Norge, hvor gennemførelsesprocenten på de norske videregående uddannelser er faldet siden studiestøttereformen i 2002. Reformen betød, at studerende skal optage lån for at kunne konvertere op til 40 pct. af lånet til stipendie. Det viser sig endvidere, at norske unge fra lavere sociale baggrunde i højere grad tager uddannelse på deltid for at undgå at optage lån, og at det netop er på disse deltidsuddannelser, at frafaldet er højt.

Akademikerne skal samtidig gøre Vismændene opmærksom på, at den norske Produktivitetskommisjon i rapporten ”Ved et vendepunkt: Fra ressursøkonomi til kunnskapsøkonomi”, i 2016 understreger, at den lave gennemførelse på de norske videregående uddannelser er et problem i forhold til at realisere visionen om Norge som videnssamfund. Ligeledes påpegede man i rapporten, at andelen af højtuddannede i Norge er for lavt sammenlignet med andre relevante OECD-lande.

Akademikerne vil gerne rette Vismændenes opmærksomhed på et tysk forskningsstudie fra 2015 (A. Kroth), der viser, at introduktion af moderat brugerbetaling på videregående uddannelser i tyske delstater i perioden 2005 – 2008 havde en negativ effekt for unge fra lav uddannelsesbaggrund. Forskningsstudiet påviser, at søgningen til videregående uddannelse fra denne gruppe unge faldt med 6 procentpoint, svarende til 38.000 personer, som direkte konsekvens af indførelsen af moderat brugerbetaling.

Dertil kommer, at Vismændenes egne analyser peger på, at det i højere grad er børn af vellønnede fædre, som optager studielån, mens børn fra hjem, hvor der er mindre tradition for uddannelse, er mere tilbageholdende med at stifte gæld med uddannelse for øje.

Det er endvidere Akademikernes vurdering, at lån i stedet for stipendie vil have betydning for, hvorvidt bachelorstuderende vælger at færdiggøre deres universitetsuddannelse på kandidatniveau. Holdbarheden i Vismændenes antagelse om, at bachelorstuderende i højere grad vil være villige til at gældsætte sig, er meget tvivlsom. Beslutningen om at søge ind på en femårig universitetsuddannelse med udsigt til at skulle optage lån på 144.000 kr. på de to sidste år af studiet bliver ikke udskudt indtil det tredje bachelorår, som Vismændene forudsætter, men snarere ved indgangen til universitetsstudiet. Den enkeltes økonomiske overvejelser om udsigten til at gældsætte sig for at kunne færdiggøre sin universitetsuddannelse vil være påvirket af ens socioøkonomiske baggrund og vil skulle foretages ved studievalg og ikke først efter tre år undervejs i studiet.

Men også efter de tre bachelorår tyder det på, de studerende vil vurdere forskelligt alt efter socioøkonomisk baggrund. Tre nyere surveys blandt bachelorstuderende, foretaget af henholdsvis DM, Djøf og IDA blandt studentermedlemmer, peger således på, at den bachelorstuderendes overvejelser om at fortsætte på kandidatuddannelse rent faktisk vil være påvirket af vedkommendes socioøkonomiske baggrund, hvis stipendierne omlægges til studielån. De tre surveys viser således uafhængigt af hinanden, at bachelorstuderende med forældre uden videregående uddannelse, i højere grad vil fravælge en kandidatuddannelse.

Akademikerne mener, at personer med videregående uddannelser i høj grad bidrager til vækst og værdiskabelse i samfundet, aflønnes derefter og deraf betaler en betydelig skat. Det er netop et af målene med at uddanne befolkningen, at øge produktiviteten og værdiskabelsen og udgør derfor ikke et problem. Fokus bør være på den sociale mobilitet, der skabes med SU-systemet – ved blandt andet at bane vejen for mønsterbrydere.

I rapporten fremfører Vismændene, at subsidieringen af uddannelse gennem studiestøtte er for høj i Danmark. Det gøres ud fra en betragtning, der alene bygger på en sammenhæng til forvridningerne i det danske skattesystem. Her argumenteres for, at uddannelsesstøtte kan modvirke forvridningen fra høje marginalskatter (skatten af den sidst tjente kr.), som isoleret set begrænser incitamentet til at tage en uddannelse, navnlig i et progressivt skattesystem med stigende marginalskatter.

I rapporten sættes den optimale understøttelse til 30 pct. for dem, der ikke betaler topskat, og til knap 50 pct. for dem, der betaler topskat. Analysen peger på, at den nuværende subsidiering er på 60 pct. og dermed er over det optimale niveau.

Akademikerne mener, at der er tale om en meget snæversynet analyse af det optimale SU-niveau, når der i beregningerne alene skeles til forvridningen fra skattesystemet. Analysen inddrager ikke andre forhold, som eksempelvis de gunstige virkninger ved øget uddannelsesniveau i forhold til produktivitetsudviklingen og dermed samfundets vækst og velstand.

Analysen tager hellere ikke højde for betydningen af social uddannelsesmobilitet og øget lighed i samfundet.

Endvidere fremhæver Vismændene selv, at der er en række omkostninger forbundet med uddannelse, der i praksis ikke direkte kan understøttes. Det er jo lige netop et delformål med SU’en, at den hjælper til med at finansiere relevante studiematerialer som bøger, pc’er osv.

Rent teknisk er beregningerne endvidere omgærdet af yderlig usikkerhed, og i beregningerne vurderes subsidieringen som led i uddannelsesvalget. Denne betragtning er formentlig mest oplagt for dem, der ville fravælge uddannelse i fravær af støtten, hvorfor analysen ignorerer betydningen af den sociale uddannelsesmobilitet.

Ud fra denne analyse mener Akademikerne ikke, at man kan konkludere, om studiestøtten er for høj eller for lav. Der er simpelthen for mange relevante forhold, som er udeladt.

Vismændene sammenligner de danske SU-regler med de øvrige nordiske landes studiestøttesystemer, og man ser på betydningen af forskellige regler i forhold til de studerendes levevilkår.

Norge, Sverige og Danmark har statslån mens Finland har statsgaranterede lån, hvor renten fastsættes efter forhandling mellem låntager og pengeinstitut. I Danmark, Sverige og Finland forrentes lånene i studietiden, mens det først sker efter afslutning af studiet i Norge. Danmark har største andel stipendie og mindst andel statslån. Ved en sammenligning af stipendier nævnes dog, at i Norge og Sverige er stipendierne skattefrie, mens de i Danmark beskattes efter regler om personlig indkomst. For alle de nordiske lande er størrelsen af støtten afhængig af anden indkomst og i Norge også af formuens størrelse. Danske studerende må tjene mest, før der modregnes i SU’en.

Vismændenes analyse viser, at danske studerende har marginalt mindre forbrugsmuligheder end de svenske og norske studerende, hvis man indregner stipendier, studielån og erhvervsindkomst. Det, Vismændene ikke får nævnt, er, at norske og svenske studerende modtager anseelige beløb til underhold fra deres familie i forhold til danske studerende, jf. tal fra Finansministeriet.

Akademikerne finder, at Vismændene sammenligning af de nordiske landes uddannelsesstøtte er mangelfuld, i og med den sociale uddannelsesmobilitet ikke indgår som en analyseparameter. Vismændene interesserer sig tilsyneladende alene for de studerende, der har valgt at uddanne sig under de givne vilkår. Akademikerne finder det endvidere mangelfuldt, at man ikke har set på frafald i sammenligningen af de nordiske landes uddannelsesstøttesystemer, også i forhold til de studerendes socioøkonomiske baggrunde.

Det nævnes, at trods det, at Finland har en større lånkomponent i studiestøttesystemet end Danmark, ender finske studerende alligevel med at have mindre studiegæld end danske studerende. Det kunne have været interessant at få et kvalificeret bud på, hvordan dette kan være – og ikke blot en konstatering fra Vismændene. Kan det være, fordi de finske studerende selv skal forhandle rente med pengeinstituttet, hvorfor man afholder sig fra at optage studielån i det hele taget? Kunne der også her være en særlig socialøkonomisk problematik?

Vismændene skriver, at uddannelsesstøtte kan påvirke hvor mange, der vælger at søge optagelse på en videregående uddannelse, og hvorvidt de ender med at gennemføre. Vismændene nævner også, at en ændring i stipendiets størrelse i særlig høj grad vil påvirke studerende fra lavindkomstfamilier. Der refereres her til et dansk forskningsstudie (Arendt, 2013) af effekten af SU-reformen i 1988. Her blev støtten gjort uafhængig af forældreindkomst for udeboende over 18 år, ligesom stipendiet blev forøget betragteligt. Det nævnes, at 1988-reformen reducerede frafaldet i løbet af studiets 3. og 4. år med 45 pct., og at effekten var særlig tydelig for studerende fra lav socioøkonomisk baggrund.

Akademikerne finder, at forskningsstudiet af SU-reformen i 1988 er noget af den stærkeste evidens, vi har for den socioøkonomiske effekt af stipendier. Studiet viser en direkte og markant effekt ved at øge stipendiedelen – særligt for studerende fra lav socialøkonomisk baggrund. Det forhold, at der er tale om et dansk studie af en dansk SU-reform med fokus netop på social mobilitet, bør afstedkomme en større og mere central plads, end Vismændene har fundet anledning til.

Der nævnes også et andet studie (Joensen, 2013b), der finder, at øget stipendie forlænger den samlede studietid for danske studerende, uden at det uddybes nærmere. Akademikerne efterlyser, at Vismændene her forholder sig til, at den gennemsnitlige studietid er blevet nedbragt med studiefremdrifts- og SU-reformen i 2013 samt justeringen af studiefremdriftsreformen i 2015, ligesom bevillingsreformen for de videregående uddannelser også giver incitament til hurtig færdiggørelse.

Det er i det hele taget besynderligt, at Vismændene ikke nævner, at det danske SU-system allerede har incitamenter rettet mod de studerende til hurtig studiestart og til hurtig studiefremdrift. Med SU-reformen i 2013 er det sjette SU-år gjort betinget af, at den studerende starter senest to år efter afsluttet adgangsgivende uddannelse, ligesom SU’en stopper, hvis den studerende bliver et halvt år forsinket i forhold til normeret studietid.

Vismændene refererer til forskningsstudiet af 1988-reformen (Arendt 2013), der viser, at øget stipendie fik de studerende til at arbejde mindre. Det kan af den uvidende læses som en negativ konsekvens af 1988-reformen, at det forhold, at stipendiet blev forhøjet, fik de studerende til at have mindre erhvervsarbejde. Akademikerne finder det vigtigt at understrege, at det rent faktisk var et vigtigt formål med 1988-reformen at nedbringe de studerendes erhvervsarbejde således, at de i højere grad kunne koncentrere sig om deres studie, hvilket netop blev afspejlet i forbedrede gennemførelsestal.

Vismændene henviser endvidere til reformen af det svenske studiestøttesystem i 2001, hvor de studerendes indkomstgrænse blev markant forhøjet, næsten fordoblet. Effekten heraf var, at studerende fra svag socioøkonomisk baggrund øgede deres erhvervsindkomst, sammenholdt med studerende fra højere socioøkonomiske familiebaggrunde (Avdic og Gartell, 2015). Og endnu mere interessant i forhold til social mobilitet i uddannelserne, viser samme studie, at reformen betød, at for studerende fra lavere uddannelsesbaggrund faldt studiehastigheden med 10 pct. i forhold til andre studerende.

Forskningsstudiet af den svenske studiestøttereform i 2001 peger i Akademikernes optik på, at unge fra lavere socioøkonomiske baggrunde i højere grad vil arbejde ved siden af studiet for at undgå at gældsætte sig i forhold til deres medstuderende. Derfor finder Akademikerne det også her vigtigt at have blik for de socioøkonomiske effekter ved ændringer i studiestøtten, ikke kun på optaget til uddannelse, men også gennemførelsen.

Vismændene skriver, at der ikke er så mange empiriske analyser af studielån som af stipendier, men mener alligevel at kunne udlede, at studielån øger uddannelsesoptaget med reference til data for chilenske, sydafrikanske, mexicanske og amerikanske studerendes adfærd

Akademikerne finder det kritisabelt, at Vismændenes anbefalinger om studielån er funderet på et meget svagt grundlag og med referencer til lande, der er vidt forskellige på nærmest alle tænkelige parametre i forhold til en dansk virkelighed.

Vismændene anerkender, at et vigtigt formål med uddannelsesstøtte er, at unges mulighed for at gennemføre en uddannelse alene skal baseres på evner og motivation og ikke deres forældres økonomiske forhold. Analyserne viser, at når fædrene har højere indkomst, så bliver en større andel af børnene SU-modtagere. Den forskel er tydeligst for universitetsuddannelserne.

Akademikerne finder, at det forhold, at knap 50 pct. af unge med fædre i de laveste indkomstgrupper modtager SU, vidner om, at SU rent faktisk har vist en overbevisende effekt i forhold til at få unge fra lave indkomstgrupper til at uddanne sig. Det nævnes eksempelvis til sammenligning senere i kapitlet, at kun 15 pct. blandt laveste indkomstgruppe i England tager en videregående uddannelse. Det vil her være nyttigt, i lighed med andre dele af rapporten, at Vismændene lavede en sammenligning mellem Danmark og de øvrige nordiske lande.

Vismændene foreslår endvidere, at man kunne differentiere adgangen til SU efter forældrenes indkomstniveau.

Akademikerne skal advare mod, at lade uddannelsesstøtte til studerende, der jo er voksne mennesker og for længst flyttet hjemmefra, afhænge af deres forældres indkomst. Som tilfældet er for andre overførselsindkomster, skal også uddannelsesstøtte være uafhængig af forældres indkomst.

Vismændene fremfører, at SU-modtagere ender med at have indtægter, som placerer dem i de højere indkomstgrupper.

Akademikerne er enig i, at personer med videregående uddannelser i høj grad bidrager til vækst og værdiskabelse i samfundet, aflønnes derefter og deraf betaler en betydelig skat. Det er netop et af målene med at uddanne befolkningen, at øge produktiviteten og værdiskabelsen, og udgør derfor ikke et problem. Fokus bør i stedet være på den sociale mobilitet, der skabes ved SU-systemet, ved blandt andet at bane vejen for uddannelsesmæssige mønsterbrydere.

Vismændenes hovedargument for at erstatte dele af SU-stipendierne med lån, er, at lånetilbøjeligheden allerede er ensartet på tværs af sociale skel, opgjort ved fædrenes indkomst.

Akademikerne finder det problematisk, at der fokuseres på størrelsesordenen af lånebeløbet, men at der kun i en sætning nævnes, at det faktisk i betydelig højere grad er de velstilledes børn, som benytter sig af studielån. Analysen viser netop, at studerende med forældre i de lavere indkomstgrupper er mindre tilbøjelige til at optage studielån.

Dette er i overensstemmelse med blandt andet norske undersøgelser, der viser, at unge fra lavere uddannelsesbaggrunde ikke værdi sætter uddannelse på samme vis som unge fra uddannet familiebaggrund og derfor heller ikke er villige til at optage lån for at uddanne sig

Vismændene forsøger med udgangspunkt i en svensk økonomisk model at belyse en forventet virkning ved at reducere stipendiedelen med 10 pct. og samtidig forøge studielånet tilsvarende 10 pct. Modellen er søgt tilpasset til danske forhold. Der tages gentagne gange betydelige forbehold for modellens validitet i forhold til at beskrive det danske samfund.

Akademikerne finder det stærkt kritisabelt, at Vismændene så vidtgående bruger en metode, som de selv gentagne gange tager betydelige forbehold overfor. Det er i særlig grad kritisabelt, at modellen anvendes til at drage håndfaste konklusioner, set i lyset af de betydelige forbehold, der tages.

Vismændene konkluderer på baggrund af den svenske økonomiske model, at lidt færre vil søge optagelse på en videregående uddannelse, og at de offentlige finanser vil blive forbedret med 0,7 mia. kr. Der skelnes heller ikke her mellem forskellige effekter for unge fra forskellige socialgrupper.

Akademikerne finder, at i det omfang modellens resultater måtte afspejle virkeligheden kan en forbedring af de offentlige finanser på 0,7 mia. kr. på ingen måde stå mål med de skævvridninger, der lægges op til, i form af hæmmet social uddannelsesmobilitet.