31 jul Faktaunivers: Forstå kampen om den betalte spisepause

Publiceret den 31 jul 2019 i Forhandling, Overenskomstforhandlinger

Retten til den betalte spisepause for offentligt ansatte er en af de store knaster mellem parterne ved OK18. Men hvad er egentlig problemet? Her er de fakta, du bør kende.

 

Spisepause FAQ

Hvad handler spørgsmålet om den betalte spisepause ved OK18 om for de offentligt ansattes organisationer?

Fra de første overenskomster for akademikere i staten, i regioner og i kommuner har det været forudsat, at medarbejderne er på arbejde, fra de møder ind, til de slutter, og i arbejdstiden har ret til en spisepause på indtil en halv time. Denne forståelse er en integreret del af det aftalte overenskomstgrundlag mellem Akademikerne og de offentlige arbejdsgivere, og det samme gør sig i øvrigt gældende, for så vidt angår de store ikke-akademiske grupper, der arbejder efter tjenestemændenes arbejdstidsregler. Retten til den betalte spisepause er således en kollektiv rettighed, der kun kan ændres ved i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Hvorfor er kampen om den betalte spisepause for de offentligt ansatte vigtig?

Den 9. oktober 2017 afsendte Finansministeriet et brev til de faglige organisationer, hvor de skrev, at den betalte spisepause for medarbejdere i staten er udtryk for lokale kutymer på de enkelte arbejdspladser. Det betyder i praksis, at Finansministeriet ikke længere anerkender, at retten til spisepausen udspringer af overenskomsterne, og at retten derfor også kan opsiges ensidigt af de lokale ledelser. Samtidig meddelte Finansministeriet, at det er en holdning, som Finansministeriet altid har haft.

Den melding er i stik modstrid med den forståelse, som Akademikerne har haft siden indgåelsen af de første overenskomster, og som Finansministeriet i øvrigt mange gange tidligere har bekræftet. Det har naturligvis skabt en uacceptabel utryghed blandt offentligt ansatte. Derfor har de ansattes forhandlere rejst krav om, at Finansministeriet skal fjerne den utryghed ved at genbekræfte den betalte spisepause som en overenskomstrettighed ved OK18.

Kravet til Finansministeriet er, at retten til den betalte spisepause, som altså allerede findes i dag, skal ekspliciteres i teksterne i alle relevante overenskomster.

Overenskomstsystemet er et aftalesystem, og derfor kan den ene part ikke ensidigt beslutte at lave om på reglerne. Det kræver forhandling eller dokumentation for, at aftalernes indhold er anderledes end, hvad der hidtil har været fælles forståelse for. Akademikerne har derfor gentagne gange under forhandlingerne opfordret Finansministeriet til at dokumentere, at de tidligere har givet udtryk for deres påstande om, at spisepausen skulle være udtryk for lokale kutymer. Det har Finansministeriet nægtet, ligesom de heller ikke har villet fremlægge nogen dokumentation for synspunktet i øvrigt.

De offentlige ansattes organisationer har for længst op til OK18 fremlagt sin dokumentation for, at den betalte frokostpause er en integreret del af overenskomsten. Se udvalg af dokumentationen nederst på denne side.

Hvorfor er den betalte spisepause et stridspunkt i OK18?

Hvis Finansministeriet skulle få held til at få ændret spisepausens retsstatus til at være lokale kutymer, kan arbejdsgiverne på de enkelte arbejdspladser opsige den med 3 måneders varsel uden at forhandle med de ansatte eller give nogen kompensation. Det vil naturligvis have store konsekvenser for de ansattes hverdag. Den enkelte ansatte vil således kunne opleve at stige 2,5 timer om ugen i arbejdstid, uden at lønnen følger med. Det svarer til mere end tre ugers ferie om året, som den ansatte bare må sige farvel til, eller en de facto nedgang i timelønnen på 7,25 pct.

Problemet gælder ikke kun for akademikere, men for en meget stor del af de ansatte i det offentlige, herunder fx lokomotivførere, politibetjente, sygeplejersker, undervisere etc.

Enkelte faggrupper som fx HK’ere bliver dog ikke berørt, da de allerede har ekspliciteret retten til spisepausen i deres overenskomsttekst.

Hvorfor er det ikke fundet en løsning ved forhandlingsbordet?

Trods gentagne opfordringer har Finansministeriet som sagt ikke villet dokumentere deres påstand om, at den betalte spisepause er udtryk for lokale kutymer. Under forhandlingsforløbet i OK18 har Regeringen givet den politiske melding, at de ikke har aktuelle planer om at afskaffe spisepausen, og at ingen statslige arbejdspladser ifølge deres viden er i gang med det. Men det forhindrer ikke, at det kan komme på tale i en nær eller fjern fremtid. Et politisk tilsagn er ikke juridisk bindende, og de faglige organisationers krav er, at Finansministeriet anerkender, at retten til den betalte spisepause er en integreret del af overenskomsterne, uanset om Regeringen måtte mene det ene eller det andet rent politisk.

For de offentligt ansatte handler det om tryghed for vores vilkår og tillid til vores arbejdsgiver. Vil arbejdsgiver ændre på aftalte vilkår, skal det ske ved forhandlingsbordet. Finansministeriet kan give sine ansatte tryghed ved at genbekræfte den betalte spisepause i aftaleteksten. Det koster ikke en krone, da den allerede er rodfæstet i og kun skal ekspliciteres i overenskomster.

Det har Finansministeriet ikke villet give. Tværtimod forbeholder de sig retten til på et senere tidspunkt at opsige spisepausen og dermed indkassere en værdi svarende til 7,25 pct. af den offentlige lønsum. En værdi der alene på statens område udgør 6,5 mia. kr.

Hvorfor er det ikke en løsning, når regeringen siger, at de ikke kan eller vil fjerne den betalte spisepause?

Ovenpå sammenbruddet i OK18-forhandlingerne har regeringen i forskellige sammenhænge udtalt, at man hverken kan eller vil tage de offentligt ansattes betalte spisepause. Løn og arbejdsvilkår for de ansatte fastsættes ikke af regeringen, men forhandles mellem arbejdsmarkedet parter. De offentligt ansattes organisationer ønsker en løsning, som sikrer retten til den betalte spisepause indenfor overenskomstsystemet.

Den løsning, Regeringen har tilbudt, vil ligesom et politisk forlig have en udløbsdato. Om denne så ligger tre, seks eller for den sags skyld tyve år ude i fremtiden er i den sammenhæng underordnet. Det handler grundlæggende om, at Finansministeriet med sin udmelding forsøger at tage en overenskomstrettighed fra de offentligt ansatte og erstatte det med en midlertidig garanti. Det kan Akademikerne naturligvis ikke acceptere, og derfor er en politisk udmelding fra Regeringen ikke interessant.


 

 

 

 

 

Highlights fra Akademikernes dokumentation for, at retten til den betalte spisepause er en integreret del af overenskomsten for akademikere i staten:

Tidslinje:

1921 – Retten til spisepausen kan dokumenteres

I tiden efter første verdenskrig lavede staten helt nye arbejdstidsregler for de statsansatte, som dengang alle var tjenestemænd. Tjenestemændene i centraladministrationen skulle arbejde syv timer om dagen (42 timer om ugen), mandag til lørdag, og deres arbejdstid var fastsat fra kl. 10 til kl. 17. Det vil sige, at spisepauser afholdt mellem kl. 10 og kl. 17 indgik i arbejdstiden.

Nogle enkelte tjenestemænd fik særlig tilladelse til kun at arbejde seks timer om dagen, fordi deres arbejde var særligt intenst. Hvis man fik den tilladelse, måtte man imidlertid ikke medregne spisepausen i arbejdstiden. Det vil sige, at udgangspunktet for alle de andre var, at spisepausen indgik i arbejdstiden. 

1951 – Statsministeriet stadfæster spisepausen

I 1951 kom der nye regler for de ansatte i centraladministrationen. Muligheden for at få nedsat arbejdstiden til seks timer pga. særligt intensivt arbejde forsvandt, og alle fuldtidsansatte skulle herefter arbejde syv timer om dagen (42 timer om ugen) og havde fast arbejdstid fra kl. 10 til kl. 17 mandag til lørdag. En frokostpause afholdt inden for denne periode talte derfor med i arbejdstiden. 

1961 – Spisepausen bliver en overenskomstrettighed

I 1961 var weekendfri begyndt at brede sig på det private arbejdsmarked, og de statsansatte ville også gerne kunne være sammen med familien om lørdagen. I 1961 tillod et udvalg under Finansministeriet derfor, at man indførte weekendordninger for de ansatte i Centraladministrationen, men kun under forudsætning af, at man forskød arbejdstiden til ugens første fem hverdage, så den samlede arbejdstid forblev den samme. 

Statsministeriet ændrede derfor i maj 1961 sin bekendtgørelse, så arbejdstiden fortsat var (gennemsnitligt) syv timer om dagen, men kontortiden blev ændret, så de ansatte skulle være på arbejde mandag til fredag kl. 9 til kl. 17 og hver anden lørdag kl. 9-12 (uden frokostpause). Det kan læses i bekendtgørelsen her. Men hov, lad os lige regne efter. Arbejdstiden var 42 timer om ugen, og omlægningen til weekendordninger måtte ikke ændre på den samlede arbejdstid. Otte timer om dagen, mandag til fredag, og tre timer hver anden lørdag svarer til en ugentlig arbejdstid på 41,5 timer. Hvordan hænger det sammen? Kunne Statsministeriet anno 1961 ikke tælle til 42? Jo, det kunne de godt. Den halve time, der mangler, er såmænd frokostpausen om lørdagen. Når man kun er på arbejde fra kl. 9 til kl. 12, kan man nemlig lige så godt gå hjem og spise sin frokost, men derfor tæller den halve times betalte frokostpause, som medarbejderne havde ret til om lørdagen, stadig med i den samlede arbejdstid. Det er derfor, Statsministeriet finder det nødvendigt at skrive direkte i bekendtgørelsen, at arbejdstiden om lørdagen er uden frokostpause, og den logiske konsekvens er selvfølgelig, at arbejdstiden mandag til fredag indeholder en frokostpause, ligesom den gjorde om lørdagen, inden omlægningen til weekendordning.

Hvorfor så meget fokus på omlægningen netop i 1961? Det er fordi, det netop var i disse år, at de første overenskomster for akademikere i staten blev indgået. Et eksempel herpå er juristoverenskomsten, som havde virkning fra 1. juni 1961, altså mindre end tre uger efter omlægningen til weekendordning. I juristoverenskomsten står, at lønnen forudsætter: ”mindst 7 timers daglig beskæftigelse inden for normal kontortid”. Overenskomsterne tager altså udgangspunkt i præcis samme virkelighed som Statsministeriets bekendtgørelse, nemlig med en arbejdstid på 42 timer om uge, som inkluderer en halv times frokostpause i løbet af arbejdsdagen. Det er således ved indgåelsen af de første akademikeroverenskomster i staten forudsat, at medarbejderne er på arbejde, fra de møder ind, til de slutter, og i arbejdstiden har ret til spisepause på indtil en halv time. Parterne forudsatte altså ved indgåelsen af overenskomsten, at den aftalte arbejdstid var inklusive spisepausen, og derfor er retten til spisepausen en integreret del af overenskomsten.

 

1985 – Finansministeriet tager spisepausen op ved overenskomstforhandlingerne

Vi spoler 24 år frem til overenskomstforhandlingerne i 1985. Her stillede de faglige organisationer krav om, at arbejdstiden (der nu var 40 timer om ugen) skulle sættes ned til 35 timer. Som det ses af referatet fra Akademikernes bestyrelsesmøde fra 1985, svarede Finansminister Palle Simonsen, at hvis man kom i realitetsdrøftelser om en arbejdstidsnedsættelse, så ville han inddrage spørgsmålet om de betalte spisepauser. Finansministeriet anerkendte således, at spisepausen var en overenskomstrettighed, som det krævede en aftale med de faglige organisationer at ændre på.

Som nogen vil vide, kom man aldrig så langt med forhandlingerne på det offentlige område i 1985, fordi der udbrød storkonflikt på det private område, og arbejdstiden blev nedsat fra 40 til 39 timer om ugen ved et lovindgreb.

 

1987 – Finansministeriet og Akademikerne aftaler at bevare spisepausen

I 1987 stillede de faglige organisationer igen krav om arbejdstidsnedsættelse, og denne gang nåede spørgsmålet om spisepausen også frem til aviserne.

Som det ses af referatet fra den afsluttende forhandling på tjenestemandsområdet den 23. januar 1987, så afsluttedes forhandlingerne dog med, at finansministeren meddelte, at: ”Han var parat til at acceptere 39 timers arbejdstidsnedsættelse med 29 minutters betalt spisepause”.

Aftalen blev, at man i tjenestemændenes arbejdstidsaftale præciserede, at den ansatte skulle stå til rådighed for arbejdsgiveren i pausen, og at der ikke skete ændring i gældende regler om pausernes omfang. Til gengæld for bevarelse af retten til den betalte spisepause samtidig med arbejdstidsnedsættelsen, accepterede de faglige organisationer således, at medarbejderne skulle være til rådighed for arbejdsgiveren i den betalte spisepause, hvis der af den eller anden grund skulle være behov for, at medarbejderen arbejdede i spisepausen. Den regel gælder stadig i dag.

Akademikerne er ikke omfattet af tjenestemændenes arbejdstidsaftale, så på mødet med akademikerorganisationerne den 11. februar meddelte Finansministeriet, at de overvejede, om man havde behov for den samme formulering vedrørende spisepauser i akademikeroverenskomsterne, som man havde indført i tjenestemændenes arbejdstidsaftale, altså præciseringen af, at medarbejderen står til rådighed for arbejdsgiveren i den betalte spisepause. 

Enden på det hele blev, at man aftalte de samme præciseringer af pausereglerne for de overenskomstansatte akademikerne, som man havde aftalt for tjenestemændene.

 

1994 – Finansministeriet skriver i deres eget blad, at akademikerne har ret til betalt spisepause

Finansministeriet udgav i en årrække tidsskriftet ”Lønpolitik”. I 1994-udgaven fortalte Finansministeriet om, hvor besværligt det var for arbejdsgiverne, at der var forskellige arbejdstidsregler for forskellige grupper af statsansatte. Af pædagogiske årsager opstillede Finansministeriet et skema, som viser de forskellige variationer i reglerne. I skemaet har Finansministeriet fremhævet AC-fuldmægtige, som en af de grupper, der har ret til en halv times spisepause, der indgår i arbejdstiden.

 

2001 – Finansministeriet skriver til de lokale arbejdsgivere, at akademikerne har ret til betalt spisepause

Finansministeriet har i mange år udgivet den såkaldte Personaleadministrative Vejledning, som er Finansministeriet instruktion til de lokale arbejdsgivere i, hvordan reglerne for de statsansatte skal forstås. I 2001-udgaven skrev Finansministeriet, at de fleste faglærte og ufaglærte ikke havde ret til at medregne spisepausen i arbejdstiden, men at andre overenskomstansatte (altså herunder akademikere) netop har ret til betalt spisepause. 

2002 – Spisepausen forhandles ved overenskomstforhandlingerne

Ved overenskomstforhandlingerne i 2002 ændredes reglerne for korrespondenter i staten. Korrespondenterne havde indtil 2002 en overenskomst, hvor retten til spisepausen eksplicit fremgik, men i 2002 overgik de til en aftale, som med undtagelse af lønniveauerne var identisk med den akademiske fællesoverenskomst. Af uddraget ses, at parterne præciserer, at der fortsat er betalt frokostpause for korrespondenterne, selvom det ikke længere er ekspliciteret i selve aftaleteksten.

Det skal bemærkes, at korrespondenterne siden 2013 har været direkte omfattede af den akademiske fællesoverenskomst, hvor præcis den samme formulering i dag står.

 

2005 – Spisepausen forhandles igen ved overenskomstforhandlingerne

Ved overenskomstforhandlingerne i 2005 udgav Finansministeriet et debatoplæg, hvori de beskrev målsætninger for forhandlingerne. En af målsætningerne var mere ensartede arbejdstidsregler, og i denne forbindelse illustrerede Finansministeriet igen problemstillingen ved et oversigtsskema, hvoraf det fremgår, at akademiske fuldmægtige har ret til en betalt spisepause som en del af arbejdstiden.

En enkelt gruppe af akademikere, som ikke før 2005 havde haft ret til betalt spisepause, var dyrlægerne på eksportslagterierne. Det fik de imidlertid i 2005, og Finansministeriet skrev som motivation for ændringerne i den indledende cirkulæreskrivelse, at parterne var enige om, at slagteridyrlægerne skulle have ”mere akademisk lignende arbejdsforhold”. Finansministeriet bekræftede dermed både op til overenskomstforhandlingerne og i selve overenskomstresultatet, at akademikerne har ret til en betalt spisepause, som indgår i arbejdstiden.

 

2011 – Finansministeriet skriver op til overenskomstforhandlingerne, at offentligt ansatte har betalt spisepause

2011 var indtil videre sidste gang, hvor Finansministeriet udsendte et offentligt debatoplæg forud for overenskomstforhandlingerne. Igen ville Finansministeriet diskutere arbejdstid, og i den forbindelse fik de lige nævnt i forbifarten, at næsten alle medarbejdere i staten har en betalt spisepause.

 

2017 – Finansministeriet hævder, at der ikke er nogen ret til spisepause

Den 9. oktober afsendte Finansministeriet et brev til de faglige organisationer, hvor de skrev, at den betalte spisepause for medarbejdere i staten er udtryk for lokale kutymer på de enkelte arbejdspladser. Det betyder i praksis, at Finansministeriet ikke længere anerkender, at retten til spisepausen udspringer af overenskomsterne, og at retten derfor også kan opsiges ensidigt af de lokale ledelser Samtidig meddelte Finansministeriet, at det er en holdning, som Finansministeriet altid har haft.

Finansministeriet har efterfølgende ikke villet oplyse hverken CFU eller Akademikerne, hvornår Finansministeriet tidligere har givet udtryk for denne holdning.

 

2017 – Akademikerne fastholder, at retten til den betalte spisepause er en integreret del af overenskomsten

Akademikerne fremlægger dokumentationen for vores ret til betalt spisepause for Finansministeriet og kræver retten ekspliciteret i overenskomstteksten.

Tags:
Print page